Jeg er 33 år og født i Mellerup Valgmenighed hvor min far var præst, og fra barns ben er jeg rundet af det grundtvigske livs- og menneskesyn. Selv er jeg uddannet fra Det Teologiske Fakultet i København med to års studium ved Humboldt Universitet i Berlin. Jeg er præst i Lynge-Uggeløse Sogne på Nordsjælland og bor i den fineste præstegård i Gammel Tølløse, hvor min mand er præst.
Til sommer når dage er lyse og nætterne korte kommer storken på sine lange røde ben med en lille baby til os.
Jeg holder meget af det gamle udtryk ”at have et kald”. At noget – og nogen – kalder på en, at man har en opgave holder én fast – forpligter én overfor noget, der er større end én selv.
Og det er med tanken om at have et kald, at jeg stiller op til Folketingsvalget. For som alle andre danskere, har jeg et ansvar og en forpligtelse overfor alt det, jeg har fået i vuggegave: Fædrelandet, modersmålet, åndshistorien, kulturen, værdierne og de Grundlovssikrede (friheds)rettigheder, som vi skal værne om, bevare og give videre til de generationer, der kommer efter os. Det er nemlig alt dét, der skaber sammenhængskraften i vores samfund.
Derfor er jeg konservativ:
At være konservativ udspringer af et bestemt syn på livet, samfundet og på mennesket i verden, hvor mennesket er forankret i en større sammenhæng med historien og kristendommen, fædrelandet, kulturen og familien. Alt det er vi forpligtet på og skal give videre til de generationer, der kommer efter os. Det tager mange generationer at skabe et samfund med alle dets institutioner, der langt overstiger hvad et enkelt menneske kan i sit lille liv, derfor kan vi ikke byggesamfund uden generationskontrakten og bevidstheden om, at den udvikling, der sker og skal ske, har et fundament i de værdier og traditioner, vi har fået i arv.
Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen. Læs mereLuk og accepter